Vedligeholdelse, pleje, opbevaring og rengøring af smykker

Der er nogle forholdsregler der er fornuftige at følge, hvis dine smykker skal holde sig pæne. Følger du disse simple råd vil du have glæde af dine smykker i rigtig mange år.


Almindelig brug

Tag dine smykker af når du sover, svømmer, tager bad, dyrker sport eller tager sol. Især forgyldte smykker slides hurtigere, hvis de bæres hele døgnet

Undgå at smykkerne kommer i kontakt med parfume, hårspray, klorvand eller andre kemikalier. Dette gælder især hvis dit smykke bærer sarte sten, som f.eks. koraler eller perler.

Perler bliver smukkere af at blive brugt, fordi kontakten med huden bevarer perlernes glans og liv. Men perler er meget sarte overfor kemikalier og bør derfor være det sidste du tager på, inden du går ud af døren. Perler kan også blive skadet, hvis de bliver båret af personer, der tager speciel medicin og denne udskilles i huden.

Ved brug af smykker med ædelsten skal man forsøge at undgå slag og stød, idet man ved gentagene stød kan risikere, at indfattede sten bliver forslået og i værste fald kan der ske skade på indfatningen. Nogle sten som f.eks. opaler og smaragder er porøse og kan knække eller revne ved hårde slag.

For at undgå at sten bliver glansløse skal man tage fingerringe af ved håndvask, da sæbe og håndcreme kan aflejres under stenene, og derved påvirke stenens glans. Sæbe og opvaskemiddel kan være direkte ødelæggende for sarte sten som opaler, koraler og perler.
 

Rengøring af smykker

Smykker skal generelt jævnligt rengøres for, at de skal bevare deres glans og se flotte ud. Smykker tiltrækker med tiden snavs og smuds, som sætter sig i alle afkroge. Sølvsmykker anløber med tiden og bliver mørke på grund af sølvets kontakt med svovlbrinte i luften. Dette er en kemisk reaktion, ligesom kobber der irrer. Smykker af guld og sølv behøver normalt kun et minimum af vedligeholdelse og renses nemt i varmt vand tilsat lidt salmiak og opvaskemiddel. Brug en blød tandbørste og børst forsigtigt, hvorefter smykket skylles i vand. Igennem en rensning som denne vil belægninger på smykket og under stenene fjernes, og derved får stenene den naturlige glans tilbage. Du bør dog være opmærksom på, at nogle sten ikke tåler kemikalier. Dette gælder opaler, koraler, turkiser og ægte perler. Disse sten kan renses i lunkent vand, men undgå salmiak, da dette vil ødelægge stenene, så de bliver matte og kedelige at se på.

Diamant er verdens hårdeste mineral, men disse sten har den mærkelige egenskab, at de er vandafvisende og dermed suger fedt og snavs til sig. Derfor skal diamantsmykker renses ofte, for at lyset uhindret kan finde vej og give stenene deres optimale skønhed. Selvom det ikke er en af de 4 C'er, så betyder diamantens renhed lige så meget som de 4 C'er (Cut, Carat, Colour, Clarity). En ren diamant er mere skinnende og har langt mere ild, end den samme diamant, når den er snavset. Snavs og fedt ovenpå en diamant nedsætter dens glans. Vand, snavs og fedt under en diamant ødelægger dens ild. Selv en tynd film absorbere lyset fra diamanten. Historisk set er nogle juveleres diamanter blevet fejlvurderet p.g.a. snavs og fedt over og under diamanten. I dag er man dog påpasselig med at rense ædelsten grundigt før farve og klarhed graderes.

Safirer, rubiner, smaragder og andre ikke-porøse sten bør også renses jævnligt

Perler bør også renses jævnligt med en blød klud for at fjerne rester af sved, parfume og creme, ellers vil de blive matte og kedelige. Man siger, at perlerne "dør". Ferskvandskulturperler er organisk materiale, der suger til sig af f.eks. parfume og hårlak. .

Forgyldte sølv smykker kræver nænsom pleje og rengøring og renses bedst med en blød, fugtig klud. I svære tilfælde kan der bruges lidt sæbevand uden parfume på kluden. Steder hvor det er svært at komme til kan der bruges en vatpind. Brug aldrig pudsemiddel, da dette vil slide forgyldningen unødigt.


Opbevaring af smykker

Opbevarer du dine smykker i et smykkeskrin, så pas godt på, at de ikke ridser hinanden. Diamant er som før nævnt verdens hårdeste mineral, og kan derfor ridse både andre sten og metaller. Sørg derfor for, at dine diamantsmykker aldrig ligger op af hinanden, da de hurtigt vil blive ridsede. En god idé er, at opbevare smykkerne i små stofposer eller syrefrie plastposer. Undgå papir og træ, da disse materialer kan være svovlholdige og påvirke metallerne, så de hurtigt bliver mørke. Dette gælder især sølvsmykker og forgyldte sølvsmykker.
Nogle sten kan blegne lidt af at ligge i solen, så undgå at dine smykker ligger i direkte sollys.

Hvis du putter dine smykker i en syrefri plastpose og opbevare dem i en lille æske holder de sig pæne i lang tid.
 

Vedligeholdelse og pleje af smykker

Alle metaller får afslutningsvis en overfladebehandling, ofte en finish for f.eks. at give et rustikt, mat eller blankt udseende. Denne overflade slides med tiden. Der er forskel på, hvor meget vi hver især slider på vores smykker, og visse typer smykker slides også mere end andre. Men hvis smykket skal bibeholde sit oprindelige udtryk er det er vigtigt, at vedligeholde denne overflade.

Der er nogle få ting du selv kan gøre for at vedligeholde smykkets overflade. Blanke smykker kan pudses op med pudsemiddel, og matte overflader kan "slibes" med en almindelig rengøringssvamp, hvor den mørkegrønne og grove side benyttes. Dette skal dog undgåes ved forgyldte smykker, da det vil slide på forgyldningen, så den hurtigt forsvinder. Forgyldte smykker skal som regel gen-forgyldes efter noget tid, da guldlaget bliver slidt af over længere tid. Det er meget individuelt, hvor ofte dette er nødvendigt og afhænger naturligvis af hvor meget smykket bliver brugt. Jo mere forsigtig du er med dine smykker, jo længere holder forgyldningen.

Det er meget fornuftigt at få sine smykker set efter hos guldsmeden af og til. Ringe med sten, som du måske går med hver dag, bør du lade efterse ihvertfald en gang om året. Grebene omkring stenene, især på ringe, bliver slidt og må af og til forstærkes. Det er klogt at tage disse forholdsregler før det er for sent, ellers kan det kan blive kostbart, hvis en fin ædelsten falder ud.
 
© copyright 2010 Signe Njust Jewellery. Tekster må ikke kopieres og benyttes uden forudgående tilladelse.
Signe Njust Smykker | Stockholmsgade 13, kld., 2100 Købenavn Ø - Denmark | Tlf.: 52246365